Dine indre kampe afspejler vores fælles tid

Det personlige er aldrig kun personligt.

Hun kommer i terapi med en brændende frustration. Hun længes efter kærlighed, og hver gang hun møder en mand, starter det hele med gnist og nærhed. Han viser interesse, hun mærker håb – men så sker det samme igen og igen. Pludselig trækker han sig. Ordene er næsten de samme hver gang: “Jeg er ikke klar til at binde mig.”

Hun sidder tilbage med spørgsmålet: “Hvad er der galt med mig? Hvorfor gør jeg altid noget forkert?”

Det er her, psykologien alt for ofte svigter. For hvis vi kun ser på hendes indre – hendes tanker, hendes mønstre, hendes dele – risikerer vi at overse, at hendes oplevelse også er formet af et datingmarked, hvor commitment-phobia, uendelige valgmuligheder og frygten for at gå glip af noget bedre hele tiden ligger under overfladen. Hendes smerte er ikke kun individuel – den er tidstypisk.

Når vi individualiserer smerten

Alt for ofte gør vi lidelse til et individuelt problem. Hun skal arbejde med sit selvværd, sine tilknytningsmønstre, sin kommunikation. Og ja, det er vigtigt at undersøge, hvad der sker i hende. Men hendes oplevelse er ikke løsrevet fra tid, kultur og fællesskab.

Hun er en del af en virkelighed, hvor relationer formes i en swipe-kultur, hvor forpligtelse opleves som en byrde, og hvor nærhed ofte kolliderer med idealet om uafhængighed og selvrealisering. Når vi kun lægger byrden på hende, skaber vi en psykologisk blind vinkel.

Fra individuel byrde til fælles fortælling

De eksempler, jeg nævner her, er ikke taget ud af den blå luft. Det er problemstillinger, jeg møder igen og igen i min praksis som psykoterapeut. Datingfrustrationer, stress, angst, diagnoser, misbrug – de viser sig i mange former, og det, jeg deler her, er blot et lille udsnit:

Stress og udbrændthed. Vi får at vide, at vi skal lære at meditere, optimere vores søvn og finde mere “resiliens”. Men vi taler sjældnere om arbejdsforhold, konstant præstationspres og en kultur, hvor ro og hvile ikke anerkendes.

Unge med angst og depression. Ofte behandles deres lidelser, som om de primært handler om individuelle ubalancer. Men vi taler mindre om et uddannelsessystem, der presser dem hårdere end nogensinde, og en samfundsøkonomi, der gør fremtiden usikker.

Forældre, især mødre. De sendes på kurser i opdragelse eller får redskaber til selvregulering, men sjældnere rettes blikket mod manglende fællesskaber, tid eller strukturer, der faktisk kunne bære familien.

Diagnoser. Vi lever i en tid, hvor diagnoser hurtigt bliver den foretrukne forklaring – ADHD, angst, depression, borderline. Diagnoser kan give sprog og støtte, men de kan også skabe illusionen af, at problemet udelukkende ligger inde i individet. Dermed overses den smerte, der udspringer af brudte relationer, ulighed, isolation eller en kultur, der stiller umenneskelige krav.

Misbrug. Når nogen kæmper med alkohol eller stoffer, ser vi ofte på afhængigheden som et personligt svigt. Men bagved ligger tit traumer, fattigdom, svigt, mangel på mening og manglende fællesskab. Misbruget er ikke årsagen, men et forsøg på at dulme en smerte, som i virkeligheden er relationel og strukturel.

Når vi gør lidelsen til et individuelt problem – med en diagnose eller en etiket som “misbruger” – lægger vi hele byrden på den enkelte. Men når vi begynder at se den i en større sammenhæng, skifter fortællingen: Fra at være et personligt nederlag til at være en fælles erfaring i en tid, hvor mange kæmper med de samme strukturer.

IFS og blikket indad – i forbindelse med verden

Her kan Internal Family Systems (IFS) noget særligt. Metoden hjælper os med at møde de indre dele, der reagerer i svære situationer – kritikeren, der siger “du er ikke god nok”, den sårbare del, der føler sig forladt, eller beskytteren, der lukker ned.

Når vi møder dem med nysgerrighed og omsorg, opstår der indre klarhed og ro.

Men IFS er mere end et terapeutisk redskab. Det er også en metode, der rummer blikket for både mikro- og makroplan. Den ser, hvordan vores indre dele altid er vævet sammen med vores relationer, vores kultur og de systemer, vi lever i. Det gør IFS til en særlig vej ind i arbejdet med netop disse tidstypiske problemstillinger – fordi den ærer både det personlige og det kollektive.

Og netop derfor er IFS en metode, jeg virkelig brænder for: fordi den giver plads til hele billedet – mennesket indefra og verden udenom – og skaber en mere sand og kærlig forståelse af, hvorfor vi har det, som vi har det.

IFS er mere end terapi. Det er en livsmodel – en måde at se både sig selv og verden på. En tilgang, der kan bruges i personlig udvikling, relationer og endda i forståelsen af større samfundsmæssige spørgsmål. Den minder os om, at balance og helhed opstår, når vi skaber en medfølende dialog både indadtil og udadtil.

En invitation

Næste gang du mærker en smerte eller frustration, så prøv at stille dig selv dette spørgsmål:Er det virkelig kun mig? Eller er det også et spejl af noget større, jeg står midt i?

Når vi begynder at se os selv ikke som øer, men som dele af et større væv, kan vi give slip på følelsen af at være forkerte. Vores smerte bliver i stedet en invitation til at forstå både os selv og vores tid mere ærligt – og til at skabe rum for en psykologi, der ikke vender blikket væk fra verden, men tør gå ind i den med åbne øjne og åbent hjerte.