Når alt forandre sig - sent i livet

Der findes tidspunkter i livet, hvor verden ændrer form. For mange mennesker sker det i senlivet når en livspartner dør, bliver alvorligt syg, eller langsomt forsvinder ind i et pleje- eller demensforløb.

Men livet ændrer også form, når man selv rammes af sygdom, tab af mobilitet, syn, hørelse eller kræfter.

Det er ikke bare praktiske forandringer. Det er dybe følelsesmæssige og eksistentielle skift, som vækker hele det indre system.

I terapien møder jeg mange ældre, der står et sted i livet, hvor sorgerne ikke kommer alene. De vækker noget gammelt. Noget sårbart. Noget helhjertet menneskeligt. De vækker de dele i os, der gennem et langt liv har lært at bære, holde ud, tilpasse sig og være stærke — ofte uden at blive set i deres egen sårbarhed.

Når en livspartner bliver syg eller plejekrævende

At leve et helt liv sammen skaber et fælles landskab. En rytme, en betydning, en måde at være i verden på.

Når partneren bliver syg, sker der et stille brud i dette landskab. Rollen som partner bliver til rollen som plejer. Omsorgen vokser — og kærligheden følger med — men det gør sorg, tvivl og udmattelse også.

Spørgsmål som:

Hvordan passer jeg på den, jeg elsker — uden at miste mig selv? Hvad skylder jeg et menneske, jeg har levet mit liv med? Hvad sker der, hvis jeg ikke kan mere? Hvor går grænsen mellem kærlighed og selvopgivelse?

presser sig på, ofte i stilhed.

Når man selv rammes af sygdom, tab af funktioner eller livsmod

Senlivet kan også forandre sig indefra — når kroppen ikke længere er den, man kendte. Når synet bliver svagere. Når hørelsen svigter. Når balancen forandrer sig. Når man må give slip på spontanitet, frihed og tidligere identiteter. Disse tab vækker en dyb indre sorg. Ikke kun over kroppen, der forandrer sig — men over de muligheder, den bar med sig:

Gåture uden at tænke over det. Lysten til at rejse. At kunne klare sig selv. At kunne se, høre, navigere i verden uden frygt.

Samtidig vækkes gamle dele:

• en del, der bliver bange for at miste endnu mere

• en del, der skammer sig over at have brug for hjælp

• en del, der føler sig til besvær

• en del, der længes efter at blive holdt

• og et yngre indre barn, der føler sig hjælpeløst og alene

Det er ikke svaghed. Det er menneskelighed. Og det er en dyb psykologisk proces, som fortjener at blive mødt med varme og respekt.

Når man mister sin livspartner

Når en ægtefælle dør efter et langt liv sammen, er det ikke kun tabet af et menneske. Det er tabet af:

• daglig forbindelse

• fælles hukommelse

• den ene person, der kender ens liv fra ende til anden

• rollen som partner

• fremtidsbilleder

• en rytme, en stemme, en hånd, et blik

Sorg i alderdommen er derfor både et nutidigt tab og en genaktivering af det tidligste sår i et menneskes liv: Frygten for at stå alene.

IFS: Når hele det indre system vågner

I Internal Family Systems (IFS) bliver det tydeligt, hvorfor denne fase føles så omfattende. Når man mister — eller når kroppen begynder at svigte — vækkes hele det indre system:

Sårbare (forviste) dele

De dele, der bærer selve smerten: ensomhed, tab, frygt for adskillelse, uforudsigelighed, hjælpeløshed.

Beskyttende dele

De dele der prøver at holde sammen: ordne, planlægge, tage ansvar, være stærk, ikke være til besvær.

Eller,

De dele der slukker brande: overvældelse, følelsesløshed, irritation, undgåelse, træthed.

Når vi forstår dette, ser vi også at: Reaktionen er ikke problemet. Problemet var, at disse dele har båret det alene så længe.

De indre roller, der formes gennem et langt liv

Gennem årtier udvikler vi roller, der holder os oprejst:

Den stærke. Den loyale. Den pligtopfyldende. Den stille. Den, der aldrig klager. Den, der ikke vil være til besvær. Den, der altid “klarer det”. osv.

Når senlivet presser os, træder disse gamle roller frem igen — i håbet om at beskytte. Men under dem ligger der næsten altid en yngre del, som engang lærte:

"Når noget bliver svært, står du alene med det." Det er den del, terapien inviterer frem i lyset.

Terapien som et sted at lande

I senlivsterapi er min opgave ikke at løse alt det praktiske — men at skabe et trygt rum, hvor både sorgen, frygten, kærligheden, trætheden og de indre dele kan få lov til at være til stede. Uden at blive vurderet. Uden at skulle “tage sig sammen”. Uden at skulle bære alting selv.

Her kan der opstå:

• lettelse

• håb

• ro

• perspektiv

• plads til både styrke og skrøbelighed

• blid indre regulering

• kontakt til Selvet, som kan holde hele systemet

Refleksionsøvelse: Når livet ændrer form

Sæt dig et roligt sted.

Luk øjnene eller lad blikket hvile blødt. Mærk dit åndedræt — ikke som noget, du skal styre, men som noget, der bærer dig.

1. Find situationen

Tænk på et øjeblik, hvor du for nylig følte dig overvældet, træt, alene eller bange for fremtiden.

2. Spørg stille:

Hvem i mig reagerede dér? Læg mærke til alder, stemning, energi.

3. Mød delen

Forestil dig at stå foran denne del. Se om du kan møde den med mildhed — ikke løsninger, bare nærvær.

Sig stille indeni:“Jeg ser dig. Du er ikke alene. Jeg bliver hos dig.”

4.Valider behovet

Giv delen anerkendelse for det, den deler:“Det giver mening, at du længes efter det.”“Det er helt naturligt, at du har brug for det.”“Der er ikke noget galt med dine behov.”

Læg mærke til, hvordan det påvirker delen, når den bliver mødt i stedet for vurderet.

6. Afslut langsomt

Tag et blidt åndedrag. Mærk kroppen igen. Læg mærke til, om noget føles bare en lille smule lettere eller mere reguleret.

Mind delen om:“Du behøver ikke stå med det alene længere. Jeg er her.”