De kvinder, der ikke længere kan bære verden.

Traumer, skam og tilpasning, et IFS-perspektiv på kvinders identitet og samfundets ansvar.

Hun er i slutningen trediverne og har allerede brugt en stor del af sit liv på at overleve.

Hun er langtidssygemeldt og lever med omfattende traumatiske belastninger og en række diagnoser, der tilsammen gør hendes hverdag vanskelig at navigere i. Hendes nervesystem er så overbelastet, at selv almindelige hverdagsaktiviteter kan kræve enorme kræfter. Nogle dage er det en sejr at klare opvasken, være nærværende med sine børn eller blot komme igennem dagen uden at blive overvældet.

Skammen er en central del af hendes traumatiske belastning. Ikke blot skammen over ikke at kunne arbejde, være afhængig af hjælp eller leve op til egne og andres forventninger. Men en langt dybere og mere gennemgribende følelse af at være forkert som menneske.

Når hun ikke længere kan præstere, bliver denne grundlæggende skam aktiveret. Det er ikke kun hendes evner, hun tvivler på, men hendes egen værdi og berettigelse til at høre til. Og midt i alt dette forsøger hun stadig at gøre det rigtige. At være samarbejdsvillig, ansvarlig og ikke til besvær. Hun forsøger stadig at tilpasse sig.

Denne kvinde er ikke én bestemt klient, men et sammensat billede af erfaringer, jeg møder i mit psykoterapeutiske arbejde med yngre kvinder, der lever med komplekse traumatiske belastninger.

Jeg mærker sorg, når jeg lytter til deres historier. Over den smerte, de bærer, og de muligheder og drømme, deres erfaringer har begrænset. Jeg mærker også indignation, når jeg hører, hvordan nogle af dem mødes af systemer, hvor de igen og igen oplever at skulle dokumentere deres begrænsninger og leve op til krav, de ikke har kapacitet til at indfri.

Men jeg mærker også resonans. Et søsterfællesskab. For selvom vores historier er forskellige, genkender jeg noget af fortællingen om at skulle være dygtig, tage ansvar, mærke andres behov og gøre sig fortjent til sin plads. Det får mig til at spørge:

Hvad fortæller disse kvinders erfaringer os om grænserne for menneskelig tilpasning?

Traumer opstår ikke i isolation

Som familie- og psykoterapeut er jeg optaget af, hvordan menneskers vanskeligheder udvikler sig i samspil med deres omgivelser. I familieterapien ved vi, at vi ikke kan forstå et barns symptomer uafhængigt af de relationer, barnet er en del af.

Et barn kan udvikle angst, tilbagetrækning eller en overdreven ansvarsfølelse som måder at håndtere utryghed på. Vi kan hjælpe barnet med at forstå og regulere sine reaktioner, men hvis de belastende mønstre i familien fortsætter, kan forandringen være vanskelig at fastholde.

Man kan tage barnet ud af familien, men man kan ikke tage familien ud af barnet. Barnet bærer erfaringerne med sig som forventninger til sig selv, andre mennesker og verden. Hvorfor skulle vi tænke anderledes, når vi arbejder med voksne mennesker og de samfundssystemer, de er en del af?

Når tilpasning bliver en overlevelsesstrategi

I Internal Family Systems (IFS-terapi) forstår vi mange af vores reaktionsmønstre som beskyttelsesstrategier, der er udviklet tidligt i livet. Når et barn oplever utryghed, svigt eller traumatiske belastninger, kan det lære at tilpasse sig omgivelsernes forventninger og tilsidesætte egne behov for at bevare tryghed og tilknytning. 

Måske bliver det dygtigt, hjælpsomt og ansvarligt. Eller ekspert i at aflæse andres behov, længe før det lærer at mærke sine egne. Men det, der engang beskyttede barnet, kan senere blive en begrænsning.

Mange af de kvinder, jeg møder, har udviklet en imponerende evne til at tage ansvar, udholde belastninger og fortsætte, selv når deres egne grænser er overskredet. Så når de ikke længere kan opretholde disse strategier, mister de ikke blot deres arbejdsevne. De risikerer også at miste deres identitet. Hvem er jeg, hvis jeg ikke længere er den dygtige, stærke og ansvarlige? Og har jeg stadig en plads, når jeg ikke længere kan gøre mig fortjent til den?

Langtidssygemelding, skam og mødet med beskæftigelsessystemet

For nogle af disse kvinder bliver mødet med beskæftigelsessystemet en gentagelse af noget, de allerede kender. Oplevelsen af ikke at blive forstået eller troet. Af at andre definerer deres behov og muligheder. Af at skulle tilsidesætte egne grænser for at bevare tryghed. Et system, der har til opgave at hjælpe mennesker tilbage til arbejdsmarkedet, kan dermed uforvarende genaktivere traumatiske erfaringer.

Nogle kvinder forsøger endnu en gang at præstere langt ud over deres kapacitet. Andre bliver overvældede og lukker ned. Begge reaktioner kan være udtryk for beskyttelsesstrategier, som giver mening i lyset af deres historie, men som risikerer at blive misforstået.

Der findes naturligvis fagpersoner i beskæftigelsessystemet, som arbejder med stor menneskelig forståelse. Problemet handler ikke nødvendigvis om den enkelte sagsbehandler, men også om de rammer, vedkommende arbejder indenfor. Og her opstår et paradoks:

Vi kan ikke bede et menneske om at finde sin egen værdi uafhængigt af præstation og samtidig fastholde hende i et system, hvor hendes værdi igen og igen synes at blive målt på netop præstation.

Nedarvede byrder - når skam går i arv

I Internal Family Systems (IFS) arbejder vi også med det, vi kalder legacy burdens – nedarvede følelsesmæssige byrder og overbevisninger, som vi ubevidst kan overtage fra vores familie og den kultur, vi vokser op i. De kan forme vores opfattelse af, hvem vi skal være for at blive elsket, accepteret og høre til.

Det kan være forestillinger som: Jeg må ikke være til besvær. Andres behov kommer før mine. Min værdi afhænger af, hvad jeg yder.

Disse overbevisninger bliver ikke nødvendigvis overleveret gennem ord. De kan leve videre i generationers måder at være i verden på. I mødre, der aldrig giver sig selv lov til at hvile. I bedstemødre, der har lært at bide tænderne sammen. I kvinder, der har båret ansvaret for familiens trivsel og tilsidesat egne behov.

Når jeg sidder med en kvinde, som skammer sig over ikke længere at kunne arbejde, bliver jeg derfor også nysgerrig på, hvis stemmer hun bærer med sig. Er det kun hendes egen? Eller bærer hun forestillinger om kvindelighed, pligt og selvopofrelse, som har levet i hendes familie gennem generationer?

Kvinders historie, omsorgsarbejde og samfundets forventninger

For nylig læste jeg Silvia Federicis Caliban and the Witch, hvor hun undersøger forbindelserne mellem kapitalismens fremvækst, patriarkalske magtstrukturer og kontrollen over kvinders arbejde, kroppe og reproduktion. Den gjorde stort indtryk på mig. Ikke mindst fordi det fik mig til at tænke på, hvordan de forventninger, kvinder møder i dag, er formet af en lang historie.

Kvinders omsorgsarbejde har historisk været afgørende for familiers og samfunds overlevelse, samtidig med at meget af dette arbejde har været økonomisk usynligt eller undervurderet. I dag forventes kvinder ofte både at være økonomisk selvstændige, udvikle deres arbejdsliv og tage et betydeligt ansvar for omsorg og relationer.

Når disse kulturelle forventninger møder en kvinde, der allerede som barn har lært at tilsidesætte sig selv, kan hendes personlige overlevelsesstrategier blive bekræftet af omgivelserne. Hun bliver anerkendt for sin dygtighed, fleksibilitet og ansvarlighed. Indtil hun ikke længere kan.

Og når hun bryder sammen, risikerer vi at forstå hendes vanskeligheder som et individuelt problem frem for også at undersøge de strukturer, hun har forsøgt at tilpasse sig.

Traumer og menneskelig bæredygtighed

Vi taler om planetens begrænsede ressourcer og konsekvenserne af en økonomisk udvikling, hvor vækst og produktion ofte har haft forrang frem for hensynet til naturens balance. Men hvad med menneskets ressourcer? Også vi har grænser. Vi har brug for hvile, tryghed, relationer, mening og mulighed for at leve i overensstemmelse med vores behov og værdier.

Alligevel er vores forestillinger om udvikling ofte knyttet til, at vi hele tiden skal kunne mere, producere mere og tilpasse os nye krav.

Klimakrisen og menneskers traumatiske belastninger har forskellige årsager. Men begge kan give anledning til at undersøge, hvad der sker, når hensynet til fortsat vækst får forrang frem for de betingelser, der gør livet bæredygtigt.

Når jeg lytter til disse kvinders historier, bliver det stadig vanskeligere for mig at betragte deres sammenbrud som isolerede, individuelle hændelser. Jeg ser dem også som udtryk for nogle grundlæggende ubalancer i den måde, vi har indrettet vores samfund på.

Kan vi kalde et samfund bæredygtigt, hvis mennesker må overskride deres egne grænser for at finde en plads i det?

Relationel heling - hvorfor vi ikke kan hele i isolation

I mit terapeutiske arbejde hjælper jeg kvinder med at udvikle en mere medfølende relation til sig selv. Med at forstå de dele, der har lært at præstere og tilpasse sig, og gradvist genfinde kontakten til egne behov og grænser.

Men heling er ikke alene en indre proces. Mange af vores dybeste sår er opstået i relationer. Derfor har vi også brug for nye relationelle erfaringer. At blive mødt uden at skulle præstere. At blive lyttet til uden at skulle forsvare sig. At kunne sætte grænser uden at miste forbindelsen til andre.

Når vi ikke længere kan være den dygtige, ansvarlige og tilpasningsdygtige pige, vi har lært at være, kan vi miste fornemmelsen af, hvem vi egentlig er. Hvem er jeg, hvis jeg ikke længere skal gøre mig fortjent til min plads?

Netop når vores selvforståelse vakler, kan mødet med andre få en særlig betydning.

Denne indsigt inspirerer mig også i mit arbejde som facilitator af kvindecirkler, hvor kvinder kan spejle sig i hinanden, blive genkendt og bevidnet og erfare, at de kan høre til uden at skulle leve op til de roller og forventninger, der hidtil har været med til at definere deres identitet.

Hvor skammen isolerer, kan genkendelsen skabe forbindelse.

I IFS arbejder vi med at skabe mere samarbejde og mindre polarisering i menneskets indre system. I familieterapien undersøger vi de relationelle mønstre, som påvirker familiens medlemmer.

Måske kunne vi anvende den samme nysgerrighed på vores samfund. Ikke blot spørge, hvordan mennesker kan fungere bedre inden for de eksisterende rammer, men også hvordan vi kan skabe rammer, der understøtter menneskers trivsel.

Heling handler ikke kun om at hjælpe mennesket med at finde nye måder at være i verden på. Det kræver også, at vi tager ansvar for at skabe et samfund, hvor der er plads til forskellige måder at være menneske på, uden at det først kræver en diagnose eller en sygemelding for at blive hørt og taget alvorligt.

Når jeg vender tilbage til kvinden i terapirummet, bliver det tydeligt for mig, at hendes heling ikke alene handler om at finde tilbage til sig selv. Hun skal ikke blot genfinde sin egen stemme. Hun skal også kunne leve i en verden, hvor den bliver hørt. Det er ikke nok at hjælpe kvinder med at frigøre sig fra de krav, der har gjort dem syge, hvis vi samtidig lader de strukturer, der stiller kravene, bestå!