Hvorfor forsvinder lysten?

"Jeg elsker stadig min partner. Så hvorfor har jeg ikke lyst?"

Det er et spørgsmål, jeg jævnligt møder i min praksis. Kærligheden er der stadig. Længslen efter nærhed er der også. Alligevel sker der noget, når partneren tager initiativ til sex. Kroppen reagerer med uro, spænding, modstand eller en stille fornemmelse af, at lysten ikke er der. Det kan være både forvirrende og bekymrende. For hvis kærligheden stadig er levende, hvad er det så, kroppen forsøger at fortælle?

Når et ja handler om mere end sex

Sex handler sjældent kun om sex. For mange mennesker handler det også om nærhed, kærlighed, kontakt og følelsen af at høre sammen. Derfor fortæller nogle, at de har sagt ja til sex, selv om lysten ikke var der. Længslen efter forbundethed kom ganske enkelt til at fylde mere end kontakten til deres egne behov.

Det giver god mening. Vi mennesker er skabt til relationer. Vi længes efter at høre til, og derfor kan ønsket om kontakt med den anden nogle gange overdøve kontakten til os selv.

Fra tilpasning til kontakt med sig selv

Hos mange begynder dette mønster længe før seksualiteten bliver en udfordring. Tidligt i livet lærer vi, hvad der skal til for at bevare kontakten til dem, vi er afhængige af. For nogle bliver tilpasning den sikreste vej til kærlighed, nærhed og tryghed. Den strategi giver god mening i et barns verden.

Som voksne kan vi komme til at orientere os så meget mod den andens behov, at vores egne signaler træder i baggrunden. På et tidspunkt bliver kroppen sværere at overhøre. Lysten bliver mindre. Et ja føles ikke længere lige så let. Kroppen kalder os til at standse op og lytte.

Hvad prøver signalet at fortælle?

Når vi møder den manglende lyst med nysgerrighed, åbner der sig et nyt spørgsmål:

Hvad forsøger denne reaktion at fortælle mig?

Nogle gange er den et udtryk for, at noget i os forsøger at beskytte os mod det, der føles utrygt eller overvældende. Andre gange viser den, at vi er begyndt at mærke os selv tydeligere. At en grænse, som længe har været tavs, endelig får en stemme. I terapirummet oplever jeg ofte, at mennesker har svært ved at skelne mellem de to. Udefra kan de ligne hinanden. Begge kan føre til mindre lyst og flere nej'er. Indeni opleves de vidt forskelligt.

Beskyttelsen ledsages ofte af uro, frygt eller en trang til at trække sig væk.

Den sunde grænse opleves anderledes. Mere som en rolig tydelighed, der siger: "Det her er ikke rigtigt for mig lige nu." Beskyttelsen forsøger ofte at holde os væk fra noget, der føles utrygt. Den sunde grænse viser vejen mod større tryghed. At lære forskellen er sjældent noget, vi kan tænke os frem til. Den vokser frem, når vi begynder at lytte til kroppens signaler og stole på det, vi mærker.

Et nej påvirker relationen

Når vi begynder at mærke vores egne grænser tydeligere, påvirker det også relationen. Et nej kan vække skuffelse, sorg, vrede eller frustration hos den partner, der længes efter nærhed. Og netop her bliver mange usikre. Hvis vi gennem store dele af livet har været vant til at tage ansvar for andres følelser, kan partnerens reaktion hurtigt få os til at tvivle på os selv.

"Var mit nej egoistisk? Burde jeg have sagt ja? Er jeg ved at ødelægge noget mellem os?"

Det er spørgsmål, der let kan trække os tilbage i gamle mønstre, hvor den andens behov igen kommer til at fylde mere end vores egne. Terapi handler derfor både om at mærke sine egne behov og om at udvikle evnen til at blive stående i kontakten til sig selv, samtidig med at man bevarer kontakten til den anden. At kunne rumme en partners skuffelse uden straks at gøre den til sit ansvar. At kunne møde deres frustration uden at forlade sig selv.

Og at opdage, at relationen ofte kan bære mere ærlighed, end vi har turdet håbe på.

At stole på sine egne signaler igen

Når vi gennem længere tid har orienteret os mod andres behov, forventninger og stemninger, bliver vores egne signaler gradvist sværere at høre. Heling begynder, når vi igen lærer at stole på det, vi mærker. Kroppen bliver et sted, vi kan orientere os fra. Et indre kompas, som hjælper os med at genkende det, der skaber tryghed, og viser retningen, når noget ikke længere føles rigtigt. Her begynder den manglende lyst ofte at give mening på en ny måde. Den bliver et signal, der inviterer os til at standse op, lytte og genopbygge kontakten til os selv. For nogle begynder forandringen med et nej. For andre begynder den med opdagelsen af, at de har et valg.

Og for mange vokser lysten frem igen i takt med, at trygheden, friheden og kontakten til dem selv får mere plads.

For først når et nej er muligt, kan et ja blive frit.